Så skete det endelig, jeg er ellers en super positiv og optimistisk person, men jeg kan ikke benægte at jeg er blevet ramt af ensomhed.

Der er rigtigt mange der rejser alene og det er utroligt sjællendt været et problem for mig at skabe kontakt til andre. Jeg fortryder bestemt ikke at jeg er taget afsted alene tværtimod vil jeg varmt anbefale det. Der er noget magisk over det, du bliver kastet ud i nogle situationer hvor du ikke helt ved hvad du skal gøre, men du bliver nød til at finde ud af det fordi du ingen har at støtte dig op af, og på den måde udvikler du dig meget som alene rejsende. Der er også noget fantastisk over at f.eks side på toppen af et bjerg med 5 andre unge mennesker som du lærte i kende for kun et par dage siden, men det virker som om i har været venner i en måned fordi i har lavet så mange fantastiske ting sammen.

Ensomhed er noget jeg er blevet spurgt om en del igennem min rejse, eftersom jeg nu rejser alene. Jeg har altid sagt at jeg ikke er ensom for det har jeg ikke følt mig. Jeg syntes det er vildt fedt at lære nye mennesker at kende men efter halvanden års rejse er jeg faktisk begyndt at blive lidt ensom. Ikke fordi at jeg ikke har nogle mennesker omkring mig, men fordi at de alle har det til fælles at de hurtigt forsvinder igen og vi når sjældent at lære hinanden rigtigt at kende før vi siger farvel.

Jeg ankommer til et sted, lære nye mennesker at kende og får nogle gode minder med dem, men i slutningen af mit ophold på den givende lokation tager jeg videre og så starter jeg det hele forfra igen. Jeg ankommer til et nyt sted, lære nye mennesker at kende for at sige farvel til dem noget tid efter. Det er der som sådan ikke noget galt i, for selvom jeg siger farvel til dem har jeg stadig fået fantastiske minder og ja venner fra over hele verden efterhånden. Der hvor jeg føler mig ensom er at jeg ikke har nogen at dele minderne med, en rejse partner eller en ven, jeg er tilbage på vejen alene. Så er der selvfølgelig dig som læser med på bloggen 😉

Det er ikke noget der på nogen måde gør at jeg vil stoppe med at rejse eller tage tilbage til Danmark lige pt. men mange ting ændre sig stille og roligt med tiden, jo mere jeg rejser. Det betyder ikke så meget for mig hvor jeg rejser hen, så længe der er et eventyr og en eller flere at dele det med. Set på den anden side, er jeg også overbevist om at hvis jeg rejste rundt sammen med en person i X antal tid, ville jeg blive nød til at have en pause og splitte op med personen for senere at mødes et andet sted igen, så jeg stadig kunne rejse lidt alene.